Om mig

Lotte Brogaard

Psykoterapeut, foredragsholder, forfatter og ikke mindst mor til 2. Jeg er 48 og bor i Frederikshavn, hvor jeg også har mit terapirum. Jeg elsker mit liv og er så ubeskrivelig taknemlig for at jeg kan hjælpe mennesker som har brug for det – som jeg selv havde engang. Jeg har nemlig selv gået vejen og bl.a. mærket stress, angst og ptsd i min egen krop. Så jeg ved hvad det kræver af mod for at række ud efter hjælp og ikke mindst turde tage imod den. Det jeg også ved er hvor ubeskrivelig en forskel det gør for hele ens livslyst og livsglæde.

Jeg har arbejdet mange år i reklamebranchen, hvor tempoet er højt og hverdagen fyldt med deadlines og “brandslukning” og jeg nød det! Men tempoet, det hektiske arbejdsmiljø og de alt for mange arbejdstimer satte sig i min krop og mens jeg ventede mit andet barn sagde min krop stop og jeg blev sygemeldt med stress. Jeg tænkte at det kan ikke passe, jeg er ikke svag og er sådan en der får stress… så “jeg skulle bare lige ha det fikset” og født mit barn, og så var jeg fuldstændig klar til at komme tilbage til mit gamle job i reklamebranchen. Efter knap 2 år tilbage i mit gamle job tog mit liv en fuldstændig uforudsigelig ændring og jeg blev kastet ud i at tage hele mit liv op til revurdering – var det sådan her jeg ville fortsætte, såvel på arbejdsmarkedet som i mit private liv og var det overhovedet muligt?!

2013 blev året hvor jeg valgte at blive skilt og min søn, på bare 2 år, fik konstateret kræft. Leukæmi, 2,5 års daglige kemokure med dertilhørende isolation i 1 år! Bang! Med et var mit liv for altid forandret! Alle de værste katastrofe tanker væltede op i mig og jeg ønskede at pakke mine børn ind i bobbelplast og flygte langt langt væk – det var bare ikke en mulighed. Det eneste der var at gøre, som jeg så det, var at hoppe i kampuniformen og være i højeste alarmberedskab de næste 2,5 år – men det har sin pris at være så lang tid i alarmberedskab og jeg udviklede ptsd lignende symptomer, så som hukommelsestab, uro, søvnbesvær, restløshed, afmagt, frygt og angst. Angst for at miste min lille søn. Alle de timer, dage, uger måneder på børnecancer afdelingen på Skejby Sygehus fyldt med magtesløshed gjorde mig samtidig bevidst om at jeg ville noget andet med mit liv – noget der gav mening for mig. Det var i de svære og hårde samtaler med de andre forældre til kræftramte børn (nogle endda terminale) jeg fandt mit livskald – at hjælpe dem der har det aller sværest og står midt i deres livs krise hvor meningen med livet er svær at finde. Det var også her jeg fandt inspiration og blev opfordret til at skrive en bog. Min søn klarede sig igennem de ubeskrivelig store mængder kemo mm i hans lille krop og er gudskelov rask idag. 2,5 år efter han havde fået diagnosen kræft, væltede det i min krop. Jeg kunne pludselig mærke min krop igen og den larmede virkelig højt. Jeg blev opereret og så skrev jeg bogen Kemomor med den indgangsvinkel at sætte ord på alle de svære og til tider ubeskrivelige følelser man står med som forælder til et kræftramt barn og hvordan jeg fandt meningen med det meningsløse. Ud over at skrive bogen til kræftramte forældre og dele den gratis ud på de 4 børnecancer afdelinger i Danmark ville jeg hjælpe mere. Derfor besluttede jeg at uddanne mig til psykoterapeut. Jeg er nu det aller bedste sted i mit liv, hvor jeg kan kalde mig selv psykoterapeut, foredragsholder og forfatter. Jeg er fyldt med taknemlighed for alt der har været i mit liv og alt der er i mit liv lige nu. Og jeg er taknemlig for hver enkelt klient der viser mig den største tillid at åbne op og ta imod min hjælp.